Nyt studie: Børnebørns fødselsdage udsatte i højere grad ældre for corona

Små familiebegivenheder kan have været en skjult smittevej til ældre under coronapandemien. Det viser et nyt landsdækkende studie fra Statens Serum Institut (SSI), som har undersøgt, om bedsteforældre oftere blev smittet med SARS-CoV-2 efter et barnebarns fødselsdag.
Forskerne fandt, at risikoen for en registreret infektion var 9,9 procent højere i dagene efter et barnebarns fødselsdag sammenlignet med andre tidspunkter. For bedsteforældre til førskolebørn var risikoen omkring 15 procent højere.
Studiet bygger på danske registerdata fra perioden 2020-2022 og omfatter mere end 1,1 millioner bedsteforældre. Forskerne brugte børnebørns fødselsdage som et såkaldt naturligt eksperiment for at undersøge, om familiebegivenheder kunne føre til øget smitte blandt ældre.
"Familiebegivenheder har sandsynligvis udgjort en smittevej. De ældre var jo en gruppe, som vi som samfund gerne ville beskytte mod smitte. Alligevel har et barnebarns fødselsdag været en så vigtig begivenhed for nogle ældre, at de var var villige til at løbe en risiko,” siger seniorforsker og sektionsleder på SSI Steen Ethelberg.
Studiet Children’s Birthday Gatherings and SARS-CoV-2 Infection in Grandparents er en del af forsker Laura Espenhains ph.d.-afhandling og er publiceret i det internationale tidsskrift JAMA Network Open.
Faktaboks:
- Studieperiode: Februar 2020 til februar 2022
- Omfatter: 1.106.493 danske bedsteforældre og 961.294 børnebørn
- Data: Landsdækkende danske registerdata og corona-testdata
- Øget risiko for registreret SARS-CoV-2-infektion: 9,9 procent højere 2-8 dage efter et barnebarns fødselsdag
- Risiko ved fødselsdage hos førskolebørn: 15 procent højere
- Kilde: Children’s Birthday Gatherings and SARS-CoV-2 Infection in Grandparents, Statens Serum Institut






Accepter kun nødvendige cookies