Gratis outdoor fitness testes i Nørrevangsparken og Tronholmparken

Fra 5. januar til 30. marts 2026 kan borgere i Randers træne gratis på et midlertidigt outdoor fitness-anlæg. Projektet er en del af kommunens initiativ “Bevæg dig for livet” og udvides denne gang til to lokationer for at finde den mest optimale placering.
De første seks uger står anlægget i Tronholmparken, hvorefter det flyttes til Nørrevangsparken i yderligere seks uger. Maskinerne er udstyret med sensorer, der anonymt registrerer brug, og via QR-koder kan brugerne give feedback på oplevet kvalitet og brugervenlighed. Dataene skal hjælpe kommunen med at vurdere behovet for et permanent anlæg.
Anlægget kan benyttes af alle over 15 år uden krav om medlemskab, booking eller betaling og er åbent døgnet rundt. Udendørs træning er dermed et tilgængeligt supplement til gå- eller løbeture, eller for dem der ønsker et længere træningspas i vintermånederne.
Samtidig tilbydes fire åbne træninger med personlig træner Emilie Jacqueline Carøe, hvor deltagerne får introduktion til de ni maskiner og kan afprøve dem i praksis. De første træninger finder sted 10. og 31. januar i Tronholmparken, mens de sidste afholdes 21. februar og 14. marts i Nørrevangsparken.
Projektet skal give kommunen værdifuld viden om brug, motivation og placering, som kan danne grundlag for en permanent løsning for udendørs fitness i Randers.
Faktaboks
- Periode: 5. januar – 30. marts 2026
- Lokationer: Tronholmparken (5. jan.–16. feb.), Nørrevangsparken (17. feb.–30. mar.)
- Alder: 15 år og opefter
- Adgang: Gratis, åbent døgnet rundt, ingen booking nødvendig
- Maskiner: 9 outdoor fitnessmaskiner fra Omni Gym
- Træningstilbud: Fire åbne sessioner med personlig træner Emilie Jacqueline Carøe
- Tronholmparken: 10/1 og 31/1 kl. 10-12
- Nørrevangsparken: 21/2 og 14/3 kl. 10-12
- Formål: Test af placering, brugervenlighed og erfaringer til vurdering af permanent anlæg






Accepter kun nødvendige cookies